Invitation til deltagelse i ph.d. studie
Til mit forskningsprojekt, hvor jeg ser på professionelt kreatives oplevelse af at balancere deres individuelle kreative drive og deres professionelle ansvar, søger jeg 6-10 personer.
Som deltager skal du indvillige i at deltage i:
1. Et individuelt interview, hvor du fortæller om dit professionelle liv og de beslutninger, der har ført til den professionelle situation, du er i dag.
2. Gennemgå mit online forløb Næste skridt.
3. Mødes online med de andre deltagere 5 x 2 timer mellem januar og juni 2025 til samtaler der relaterer sig til online forløbet og til deltagernes professionelle valg.
Du må ikke tidligere have arbejdet med mig eller været i individuel coaching. Men du må gerne have været på et kursus. Du får ikke løn for at deltage, men du får gratis adgang til online forløbet Næste skridt.
Institution
Jeg er indskrevet på forskningscenteret NIODA, Melbourne, Australien, på deres ph.d. program, der er målrettet mennesker, der arbejder med ledelses- og organisationsudvikling.
Min vejleder er Lita Crociani-Windland, der er Senior Lecturer in Sociology and Fellow of the Centre for Psycho-Social Studies at the University of the West of England. Hendes forskning er centreret omkring det psycho-sociale felt og hvordan psykologiske og sociale processer altid er forbundne.
Min bi-vejleder er Philip Boxer, der er selvstændig organisationskonsulent og fri forsker. Boxer er kender af den franske psykoanalytiker Jacques Lacan's sene værker, der bl.a. handler om bevidste og ubevidste dynamikker i vores måde at organisere os på, som den teoretiske ramme for mit forskningsprojekt tager udgangspunkt i.
Resultater
Mit forskningsprojekts resultater skal bidrage til en bedre teoretisk forståelse af den måde professionelle i de kreative industrier forstår sig selv og deres virke i dag.
Dette kan hjælpe alle relevante partner med at udvikle bedre processer for, hvordan det kreative arbejde kan understøttes i en professionel sammenhæng og sikre både kvalitet i produkterne og glæde og engagement for medlemmerne af de kreative industrier.
På et personligt plan skal mine forskningsresultater hjælpe mig med bedre at forstå mine klienters beslutninger og hjælpe dem med at opbygge meningsfulde og effektive organisationer omkring deres kreative virke, hvad enten det er små eller store virksomheder.
Er det dig, jeg leder efter?
Jeg leder efter mennesker, der arbejder i de kreative industrier i Norden (film, design, arkitektur, forfatter, fri forsker, billedkunstner, teater, radio etc) og har gjort det i mindst 10 år. Det kan både være som selvstændig eller som ansat.
Du skal have oplevet, at du er lykkes med nogle af dine projekter, men stadig indimellem være rådvild i forhold til, hvad der kan være det rigtige valg for dig i forhold til at organisere dit arbejdsliv.
Du skal interessere dig for professionel udvikling og hvordan du kan finde en måde at balancere dine faglige eller kunstneriske ambitioner og din professionelle situation.
Du skal forstå dansk og tale enten norsk, svensk eller dansk, men kan bo og arbejde i hele skandinavien.
Kalender
Deadline for ansøgning til at være med
18. december 2024
Januar 2025
De individuelle interviews vil finde sted i januar 2025. De vil foregå online og vi vil finde et tidspunkt, der passer dig. Du skal regne med 2 x 2 timer.
Februar - Juni 2025
Gruppen af deltagere mødes online 5 x 2 timer. Vi finder et tidspunkt, der passer gruppen bedst.
Februar - Juni 2025
I perioden februar - juni 2025 forventes det, at du som deltager gennemfører online forløbet Næste skridt.
Interesseret?
Læs den officielle invitation, der er på engelsk, her og kontakt mig for at høre nærmere på +45 31410051 eller [email protected].
Læs mereUdbytte for dig og din virksomhed?
For den enkelte deltager: Udover at bidrage til udviklingen af en væsentlig akademisk viden, står deltagerne til at få personlig indsigt fra både de reflekterende kollektive sessioner og det individuelle interview.
Projektet giver mulighed for introspektion, professionel fremskridt, professionalisering af egne arbejdsmetoder, forståelse af ens professionelle rejse og identificering af områder med potentiel personlig og faglig vækst og udvikling.
For din virksomhed: Organisationer, der sender deltagere, vil få indsigt i anbefalingerne fra forskningen og herved sikre både udvikling og trivsel i deres kreative miljøer, hvilket kan udnerstøtte deres identitet og sikre deres konkurrencefordel.


Hvorfor dette forskningsprojekt?
Indenfor de kulturelle og kreative brancher er der sket store skift siden 1990'erne, hvor Tony Blair i England begyndte at formulere politikker omkring de kreative industrier. Med disse politikker blev de kreatives værdiskabelse beskrevet i økonomiske termer. Dette sammen med en stærkt øget interesse for kreative produkter og hermed en generel øget økonomisk interesse i de kreative brancher har ført til, at rollen som kreativ i en professionel sammenhæng har ændret sig selvom det faktiske økonomiske grundlag for at kunne bidrage med kulturel værdiskabelse ikke nødvendigvis har det.
Der er i dag en forventning om, at man som medlem af disse brancher ikke kun skaber kulturel værdi, men også økonomisk. At man ikke kun lykkes med værker og projekter, men også med sin forretning.
Jeg ønsker med dette forskningsprojekt at se på, hvad dette skift har betydet for selvforståelsen hos mennesker i de kreative industrier og hvornår og hvordan mennesker i disse brancher oplever at have etableret meningsfulde liv for sig selv og deres projekter.
Newsletter With Inspiration From Thea Mikkelsen's Research
Get insights delivered to your inbox.
Building a creative professional life you will love is a marathon, not a sprint. We’ll guide you to the finish line.
You're safe with me. I'll never spam you or sell your contact info.